De fleste ulykker sker i haven

Fald på trampolin
20. august 2024

At tilbringe tid i haven er en fornøjelse for både børn og voksne, men det er vigtigt at være opmærksom på de potentielle farer, der kan opstå. Mange ulykker i haven kan nemlig forebygges med de rette forholdsregler. Her giver vi dig en guide til, hvordan du og din familie kan nyde haven sikkert og undgå ulykker.

Pas på med haveredskaber

Haveredskaber

Vi kender det godt. Haven skal holdes pæn, og listen med opgaver og gør-det-selv-projekter er lang. Hækken skal klippes; blomster, buske og træer skal beskæres; bede skal holdes fri for ukrudt, og vi kunne blive ved.

Når man har med haveredskaber og værktøj at gøre, så er det altid godt at huske at bruge den sunde fornuft, så du sørger for, at sikkerheden er i top.

  • Generelle råd:
    • Håndtér altid haveredskaber med respekt og forsigtighed.
    • Opbevár farlige og skarpe haveredskaber utilgængeligt for børn.
    • Undgå at have haveredskaber, som f.eks. river og skovle, liggende på jorden i længere tid, da det desværre er alt for nemt at komme til skade ved at træde på eller falde over disse.
  • Hækklippere:
    • De fleste hækklippere er udstyret med et lille skjold, der beskytter hænderne, men vi vil alligevel gerne minde dig om, at hækklipperen holdes på afstand af arme, ben og andre personer.
    • Sørg for en ordentlig arbejdsstilling og et godt underlag, når du klipper hæk – især, hvis hækken er høj, og du benytter dig af en stige.
    • Har du hækklipper med ledning, skal du også være opmærksom på ikke at få klippet denne over. Det er så ærgerlig en situation at stå i.
  • Ukrudtsbrændere:
    • Hold afstand til bygninger, hække og andet, der kan brænde.
    • Tjek, at du ikke efterlader gløder, der kan blusse op.
    • Hav altid vand i nærheden.
    • Brug ikke ukrudtsbrænderen, hvis det er tørt eller blæser.
    • Læs mere i vores artikel “Pas på med ukrudtsbrænderen”.
  • Have- og blomstersakse:
    • Pas på fingrene og vær altid opmærksom INDEN du klipper.
    • Brug altid låsemekanismerne til havesakse, når disse ikke benyttes.
  • Værktøj:

    • Skal der bygges en sandkasse, fikses et legehus eller ordnes andre ting i haven eller på huset, så benyt altid kun værktøjet efter hensigten og ifølge producentens sikkerhedsanvisninger.

Lær børnene om sikkerhed i haven

Børn på trampolin

De fleste børn elsker at lege i haven, men det er vigtigt, at især helt små børn gør det under opsyn. At lære dine børn om sikkerhed i haven kan være en sjov og lærerig oplevelse. Forklar dem, hvorfor det er vigtigt at holde sig væk fra visse redskaber, planter eller områder, og vis dem, hvordan man sikkert kan lege og arbejde i haven. Ved at inddrage børnene i denne proces kan de udvikle en sund respekt for de potentielle farer.

  • Havetrampoliner, gynger og klatrestativer:

    • Sørg altid for, at trampoliner, gynger og klatrestativer er sikre, stabile og i god stand, og at jorden/underlaget omkring dem er blød nok til at minimere risikoen ved fald.

    • Havetrampoliner til at have stående på græsset bør altid have fastmonteret net, så børnene ikke risikerer at falde ned. Nedgravede havetrampoliner skal altid monteres efter anvisningerne, så der eksempelvis er gravet dybt nok til at undgå skader.
    • Derudover bør producentens anvisninger altid følges ift. antal personer og maxbelastning.
  • Badebassiner, pools og havedamme:

    • Børn bør altid være under voksenopsyn, især i nærheden af vandkilder som havedamme, badebassiner eller endda vandfyldte spande, som alle kan udgøre en druknefare. 
    • Har man små børn, bør havedamme lukkes af vha. hegn eller lignende.
    • Pools og badebassiner skal være utilgængelige for børn, når de ikke benyttes. Fjern stige til poolen og hold den overdækket.
    • Husk også at holde eventuel poolpumpe slukket ifm. brug af poolen.

Forebyggelse af fald og skader

Fald fra stige
  • Arbejde på stiger:

    • Skal husets gavl males eller tagrenderne renses, kan det være nødvendigt at bruge en stige. I de tilfølde bør du altid sikre, at stigen er solidt plantet på jorden, og at vinklen på stigen ikke bliver for stejl. 
    • Benyt altid lukkede og skridsikre sko ved arbejde på stiger.
    • Vi anbefaler altid, at man får hjælp til at holde stigen og i øvrigt bevæger sig forsigtigt rundt, hvis man skal op på husets eller garagens tag. 
  • Ujævnt underlag:

    • Haven kan indeholde ujævnt terræn, sten eller andre elementer, der kan føre til faldulykker. Sørg for, at stier og gangområder er ryddede og godt vedligeholdte.
    • Ved flisegange eller -terrasser skal du også være opmærksom på om fliserne ligger jævnt eller med tiden sætter sig, så der kommer kanter, man kan falder over. Er det tilfældet bør de rettes op.

Vær forsigtig med åben ild

Grill og bål i haven

Efterhånden har både grill og bålsteder gjort deres indtog i rigtigt mange haver, og de kan være farlige, hvis de ikke håndteres korrekt.

  • Grill, bål og bålfade:

    • Både børn og voksne bør holde en sikker afstand fra disse områder, mens de er i brug.

    • Efterlad aldrig grill eller bål uden opsyn.

    • Hav en brandslukker eller en spand vand i nærheden, hvis uheldet skulle være ude.

    • Undlad at tænde bål, hvis der er brandfare. Hold dig opdateret på brandfare.dk.

Ved at følge ovenstående råd kan du og din familie roligt hygge jer i haven med leg, havearbejde og gør-det-selv-projekter. Så ved du nemlig, at I har taget jeres forholdsregler.

Hjælpen er nær

Har du spørgsmål til, hvordan du er dækket i tilfælde af ulykker i haven? Vi sidder klar til at hjælpe – uanset om uheldet allerede har været ude – eller om du blot ønsker en snak om dine dækninger. Ring gerne til os på telefon 55 55 88 88.